Kickoff: Ni lokale virksomheder donerer i alt 111.111 kr. til Lolland-Falster Lovestorm

Hos ”2010 – Vin & Velsmag” i Maribo markeres i dag kickoff for Lolland-Falster Lovestorms partnerprogram. Pressen er inviteret sammen med repræsentanter fra de første ni partnervirksomheder.

Lovestorm pressemøde om erhvervsnetværk

Ebbe Frahm i midten med den nytegnede Lovestormplakat. Foto: Nils Lund Pedersen

Fra 2. december 2019 er det muligt at bakke op om Lolland-Falster Lovestorm som virksomhed. Bestyrelsen bag den lokale bevægelse har lavet et partnerprogram, som gør det muligt for virksomheder at støtte initiativet. De første ni virksomheder, som i alt har givet 111.111 kr., er allerede fundet. Og med dem lanceres partnerprogrammet hermed officielt.

Vi har længe ønsket at få lokale erhvervsvirksomheder til at bakke os op, og vi kan også mærke at mange gerne vil støtte os. Nu har vi lavet en ordning, der betyder at vi kan tage imod penge fra virksomheder, fortæller Kirsten Sydendal, der er formand for Lolland-Falster Lovestorm

Som virksomhedsejer kan man støtte med 10.000 eller mere (Guldpartner), med 5000 kr. (Sølvpartner) eller med beløb herunder (Bidragyder). Guld- og Sølvpartnere får en nytegnet Lovestormplakat, som de kan hænge op i deres butik eller kontorer som synligt bevis på støtten.

Virksomheder som deltager i partnerprogrammet, bliver inviteret til 1-2 årlige netværksmøder og bliver også de første, som bestyrelsen inddrager og inviterer til handling, når der skabes nye initiativer i fremtiden.

Det er endnu ikke besluttet hvad den første kickoff-sum på 111.111 kr. skal bruges til.

Vi gemmer beløbet indtil videre og kan bruge det som medfinansiering når vi søger penge hos fonde eller kommunerne. Det er ofte et krav at man selv lægger penge i et nyt projekt eller tiltag, og derfor er det vigtigt for os at vi har et pænt beløb stående i banken. Det er dermed også vores forventning at midler fra erhvervslivet samlet ind på denne måde bliver doblet op, i det øjeblik vi søger støtte andre steder. Så pengene er godt givet ud. Vi har en liste med over 100 ideer til mere Lovestorm og har dermed rigeligt at gå i gang med, fortæller Kirsten Sydendal.

Bestyrelsen ønsker fairness og tilgængelighed i Lovestormgruppen på Facebook, og derfor er det er ikke et krav for virksomheder at man bliver partner for at kunne skrive den gode historie om virksomheden i gruppen. De to ting har ingen sammenhæng. Alle må hvert år lave en virksomhedspræsentation og to nyheder i gruppen. Herudover gælder der også en række andre regler for erhvervshistorier, som er ens for alle virksomheder, lige fra iværksættere til de store og kendte virksomheder.

Har man lyst til at bakke op som erhvervspartner, kan man kontakte Kirsten Sydendal på 24 64 49 44 eller kirsten@lovestorm.dk.

 

Fakta:

De ni virksomheder:

2010 – Vin og Velsmag, Lollands Bank, GuldBoSund, EDC Møller Jensen, Jyske Bank, Revisionsfirmaet Aage Maagensen A/S, ADVODAN Lolland-Falster, Apoteker Ole Lystrup Iversen, Ringtved A/S

Citater fra nogle af partnervirksomhederne:

Lars Stuckert, Advodan Lolland-Falster, udtaler:

”ADVODAN Lolland-Falster finder det helt naturligt at støtte op om gode lokale initiativer. Netop Lolland-Falster Lovestorm har i særdeleshed været med til at vise Lolland-Falster frem bedst muligt, og på en måde som de færreste troede kunne lade sig gøre. Vi er stolte støtter og ser frem til flere nye og spændende initiativer fra den ”kærlige storm”.”

Anders F. Møller, Lollands Bank, udtaler:

”Som områdets førende lokale pengeinstitut er det naturligt for os at støtte en af Lolland-Falsters førende ambassadører. Vi sætter stor pris på de gode historier om vores område, som Lolland-Falster Lovestorm leverer”.

Dorte Olsen-Kludt, adm. direktør i GuldBoSund, udtaler:

”På GuldBoSund vil vi være længst muligt i hinandens liv, og vi er taknemmelige for den arbejdsglæde og værdi, vi har formået at skabe for andre i de 2 ½ år vi har eksisteret.
Vores store ønske for landsdelen er naturligvis mere Lovestorm, flere initiativer og mere glimmer på Sydhavsøerne. Derfor er vi guldpartnere.
Vi ser frem til de årlige netværksmøder og glæder os til at se, hvad Lovestormgruppens mange ideer yderligere kan føre til”.

Klaus Andersen, EDC Møller Jensen, udtaler:

”EDC Møller Jensen støtter Lolland-Falster Lovestorm fordi ingen andre organisationer, hverken offentlige eller privat, har evnet at sætte vores region bedre på landkortet. Lovestorm er nærmest blevet en bevægelse og en holdning i samfundet omkring os til glæde og gavn for et positivt syn på regionen og dens muligheder og potentiale. Organisationen selv har et stort potentiale, og som støtte til foreningen håber jeg at kunne medvirke til at Lolland-Falster Lovestorm også fremadrettet kan være garant for at den rette viden og de gode historier om Lolland-Falster kommer ud til den danske befolkning.”

Thomas Henckel, Revisionsfirmaet Aage Maagensen A/S, udtaler:

”Kirsten og de andre drivkræfterne bag Lolland-Falster Lovestorm gør en FANTASTISK indsats for at få de gode historier frem om vores skønne landsdel. Vi er dem meget taknemmelige for arbejdet og de positive historier, som gør at vi bliver endnu mere stolte af vores landsdel. Det er derfor naturligt for os at hjælpe økonomisk og med værdibaseret rådgivning fra den lokale revisor.”

Lovestorm pressemøde om erhvervsnetværk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.