Lolland-Falster Lovestorm – Erhvervshistorier

På Lolland-Falster gemmer der sig masser af gode erhvervshistorier. Lolland-Falster Lovestorm vil gerne synliggøre også denne del af Lolland-Falster og lade virksomhedernes gode historier komme ud til de mere end 27.000 medlemmer på Facebook. Formålet er at øge kendskabet til virksomhederne, skabe positiv omtale for Lolland-Falster og forhåbentlig inspirere nye iværksættere eller virksomheder uden for Lolland-Falster til at se nærmere på mulighederne for at etablere sig.

Præsentation og nyhed
Det er muligt at skrive to typer af tekster: En præsentation eller en nyhedstekst. Virksomheden kan lave én præsention om året og to nyhedstekster. Opslaget laves af virksomhedens ejer eller en repræsentant for virksomheden, der står som afsender af den gode historie om virksomheden. Det at afsenderen er en person, anser vi som vigtigt, da det giver en mere autentisk historie om at drive virksomhed i vores område.

Ligesom andre opslag i Lovestorms Facebookgruppe godkendes erhvervsopslagene af en administratorgruppe. Lolland-Falster Lovestorm og foreningen bag modtager ikke betaling for formidling af erhvervshistorierne.

Særlige krav
For at undgå trivielle reklameopslag er det besluttet at erhvervsopslagene skal opfylde bestemte krav som er beskrevet i denne vejledning. Virksomhederne er velkomne til selv at skrive eller til at få professionel hjælp. Virksomheden SkarptSprog.dk tilbyder at skrive teksterne, hvis virksomheden ønsker hjælp til den bedste formulering og vinkling.

Læs mere om SkarptSprog.dk på hjemmesiden, og kontakt indehaver Louise Lindhagen på mail info@skarptsprog.dk.

Ud over ovenstående erhvervshistorier kan alle i gruppen, som det hele tiden har været reglen, lave opslag i gruppen hvis:

  1. Opslaget er et link til et medie, der har bragt en historie om virksomheden
  2. Virksomheden er nystartet
  3. Virksomhedens brand/logo/varemærke er set et sted uden for Lolland-Falster
  4. Virksomheden har klaret sig godt i udlandet
  5. Virksomheden har modtaget en pris
  6. Virksomheden etablerer en ny afdeling på Lolland-Falster
  7. Opslaget er originalt, og forfatteren bag skriver uafhængigt af virksomheden (dvs. at det ikke på nogen måde er efter aftale med eller på vegne af virksomheden)
Reklamer